Bag om Billedet - “Plants in Pants”
Historien bag billedet
I kølvandet på min “Et Glimt af Aalborg” udstilling i 2022 blev jeg inviteret til at holde et oplæg i Aalborg Fotoklub. Jeg gik derfor på opdagelse i arkiverne og fandt en lille håndfuld af mine første “street” billeder. Et af disse var “Plants in Pants” - et billede jeg havde taget syv år forinden i Fjordbyen i Aalborg. Selvom det i mange år havde samlet støv på min eksterne harddisk, så havde jeg aldrig glemt billedet - for der var altid begejstring at spore, for hver gang jeg havde delt det på SoMe eller vist det til venner og bekendte.
Det er iøjnefaldene, legende og humoristisk - ikke desto mindre har jeg altid haft det lidt ambivalent med billedet. For når alt kommer til alt, så er det ikke selve billedet, der er noget særligt, men motivet. Jovist, der er styr på kompositionen, det er i fokus og efterbehandlingen er hæderlig… men når det er sagt, så kan jeg ikke tage æren for, hvad der gør dette billede til noget særligt: ideen og kunstværket!
Og kæft hvor er det en sjov ide!!!
Der var en grund til at jeg stoppede op og snuppede et billede af netop dette motiv, i en tid hvor jeg slet ikke dyrkede det at fotografere hverdagen og omgivelserne omkring mig.
Sidenhen er der flere, der har købt print af billedet både til privat og erhverv, og det var i denne anledning, at jeg endnu en gang delte billedet på SoMe. Denne gang i “Vestbyens Venner” - en lille lokal Aalborg Facebookgruppe, hvor jeg gerne ville sige tak til Fjordbyen for at have været en kilde til mange sjove motiver i tidens løb. Endnu en gang vakte billedet stor begejstring, hvilket næsten var forventeligt, men et par uger senere dukkede der pludselig en kommentar op fra en bruger ved navn Susanne, som jeg blev nødt til at reagere på:
“Kan jeg købe en kopi, da det er mig der har fyldt bukserne ud? På forhånd tak 🏘😀🏠😀🏘”
“Susannes Bukser”
Jeg sendte straks Susanne, skaberen af det efterhånden famøse kunstværk, en personlig besked og spurgte, hvilken størrelse hun kunne tænke sig, og om jeg også skulle sørge for indramningen, og kort tid efter var billedet sat i produktion!
At aflevere billedet var en oplevelse i sig selv. Udover at Susanne blev begejstret for at se det indrammet og printet på lærred, så gav det også anledning til en rigtig hyggelig snak om Fjordbyen og ikke mindst historien bag kunstværket. Hendes gamle jeans og vandrestøvler fra de unge dage var ikke blot lavet om til en alternativ blomsterkasse for udseendets skyld. Værket tjente også en praktisk funktion: At skjule det knap så flatterende dæksel til septiktanken!
Det er fascinerende, hvad et par gamle hullede jeans og vandrestøvler, en forfalden og slidt kommunal bænk og et dæksel til en septiktank kan hvis blot man tilsætter en pose med muldjord, nogle planter og en stor portion kreativitet! De enkelte ingredienser er jo ikke noget storslået, men tilsammen udfører de pludselig et kunstværk, der ikke bare skjuler noget, der er grimt, men skaber noget, der er smukt, iøjnefaldene og får folk til at trække på smilebåndet, selv et årti senere!
Selvom Susanne gerne ville købe billedet af mig, så gav jeg hende det naturligvis uden beregning! For selvom det ofte er mine mange års erfaring, kreative kompositioner og nogle gange halsbrækkende krumspring jeg må lave for at skabe det helt rette billede, så er det Susannes bukser (og hendes kreativitet), der har skabt dette billede.
Tak for kunsten Susanne, og tak for at have gjort verden et lidt flottere og sjovere sted!