Bag om Billedet - “Taknemmelighed”
I fem år har jeg været i gang med mit personlige fotoprojekt, hvor jeg prøver at fange alle de motiver, der dukker op i hverdagen - hvilket der kommer en seperat blogpost om i nærmeste fremtid - og jeg bliver konstant mindet om, at dette er mere end bare billeder. Det er tilbageblik på alle de store og små eventyr, hverdagen har bragt mig - en slags visuel dagbog, om man vil.
Men når jeg ser på dette billede fra juli måned 2024, får jeg følelsen af, at det faktisk er meget mere end det!
Historien bag billedet
Billedet er uden tvivl en af mine personlige favoritter fra det seneste års tid. Min plan var at tage et yndefuldt billede af min gravide kones silhouet i solnedgangens skær - og som prikken over i’et kunne vores treårige søn bagefter snige sig op ved siden af hende, holde hende i hånden eller give hende et kys på maven.
Det kunne have været helt perfekt!!!
Min plan havde dog den svaghed, at det ville kræve, at vores vandglade og energiske/overtrætte lille dreng kunne stå stille OG tage i mod ordre midt ude i en sø, hvor alt var sjovt og spændende! Han ignorerede alt, hvad jeg sagde, og min kone havde mere travlt med at holde øje med, at han ikke snublede eller stak af fremfor at posere foran kameraet.
Men i et kort øjeblik, midt i virvaret, fangede min kone den lille vandhund på afveje, løftede ham op til sig, og lige der fik jeg det “perfekte uperfekte” billede, jeg slet ikke vidste, jeg gik efter!
Er dette mit bedste billede?
Mit mest kreative billede?
Mit vigtigste billede?
Nej, det tror jeg ikke.
Men fik jeg foreviget et helt særligt billede af det absolut vigtigste i hele mit liv?
Ja!
Så dette er mere end bare en visuel dagbog. Det er en taknemmelighedsdagbog, hvor jeg bliver mindet om, hvor utrolig heldig jeg er. Det er ikke hver dag, jeg fanger det perfekte uperfekte billede fra min fantastiske hverdag, men når jeg gør, så minder det mig om, at min hverdag er spækket med disse øjeblikke, uanset om de bliver dokumenteret eller ej
- og jeg kan ikke være andet end dybt taknemmelig!