BURNON
En gammel ven
Det er aldrig til at vide, hvad der sker, når man møder en gammel ven, man ikke har set i mange år. Tit og ofte er det en kort sludder for en sladder, efterfulgt af den obligatoriske: “Jamen, det var hyggeligt at se dig igen. Vi må lige finde ud af noget en dag!” – vel vidende, at der formentlig går ti år, før man støder på hinanden igen. Og det er også helt ok! For vi bliver jo alle ældre, vi udvikler os som mennesker, og man kan ofte befinde sig vidt forskellige steder i livet, hvor den eneste fællesnævner er nostalgien omkring “de gode gamle dage.”
Men nogle gange er man så heldig at opleve, at man har mere at snakke om nu end nogensinde før – på trods af at man har gået vidt forskellige veje og endt meget forskellige steder. Det var tilfældet i 2023, da jeg efter næsten to årtier genoptog kontakten med “Burnon.”
BURNON
Hvis du har vandret rundt i Aalborg og omegn og kigget på streetart, er der stor sandsynlighed for, at du er stødt på Burnon – eller rettere sagt et af hans mange graffitiværker på enten gavle, vægge eller endda i kunstgallerier. Han er efterhånden et kendt navn både i streetartmiljøet og blandt helt almindelige aalborgensere.
Jeg kender ham først og fremmest som Claus, og når jeg ser tilbage på det år, hvor vi hang ud sammen på medielinjen i 10. klasse, er “kunst” ikke det første ord, der falder mig ind. Tværtimod. Det var skateboard, hiphop og fester – samt en fed uge på snowboard i Østrig, hvor jeg havde min debut som actionfotograf med et billigt engangskamera. Dog lavede vi en stor opgave sammen omkring 3D-animation – en kreativ karrierevej, vi begge havde stor interesse for på daværende tidspunkt, og som Claus endte med at forfølge efter 10. klasse.
“BURNON - Indy grab”
- Gernkogel, Alpendorf - Østrig 2003
I de efterfølgende år mistede jeg gradvist kontakten til Claus, såvel som resten af vores lille slæng fra 10. klasse. Faktisk skulle der gå næsten to årtier, før Claus begyndte at dukke op i min bevidsthed igen – i form af Facebook- og Instagram-opdateringer, hvor han malede det ene store vægmaleri efter det andet rundt omkring i verden eller lavede rå og kunstneriske portrætmalerier af Christianias beboere.
Hvad i alverden havde han lavet i al den tid? Hvordan var han pludselig blevet så god til at male? Og hvorfor i alverden var han havnet dér? INGEN ANELSE – men fedt det var det!
“Arbejder du her i nærheden?”
Vi havde stadig ingen kontakt, men fulgte hinandens kreative udfoldelser på Instagram med likes og en enkelt kommentar fra tid til anden – lige indtil en dag, hvor Claus ud af det blå skrev til mig: “Arbejder du her i nærheden?” Kort tid forinden havde jeg tilfældigvis fået kontorplads tæt på hans studie, hvor han under sine små smøgpauser fra sit lille kældervindue havde bemærket, at jeg tit gik rundt i området.
Jeg var ikke engang klar over, at han stadig boede i Nordjylland – og da slet ikke, at vi arbejdede så tæt på hinanden. Men det var selvfølgelig oplagt at kigge forbi hans studie og få en lille rundvisning – bogstaveligt talt, for det er virkelig småt! Den obligatoriske sludder om de gamle dage var overstået på et par minutter. Ikke fordi vi ikke havde meget at snakke om, men fordi vores fokus lynhurtigt flyttede sig til alt det, der optager os på den kreative front i dag.
En ny ven
Det er aldrig til at vide, hvad der sker, når man møder en gammel ven, man ikke har set i mange år – men at genoptage kontakten efter to årtier har været en fornøjelse. Selvom vores tilgang til billedkunstens verden er vidt forskellig – han har sine pensler og spraydåser, jeg har mit kamera – er vi begge draget af det rå, uperfekte, upolerede, skæve og autentiske billede, der efterlader stof til eftertanke. Det har givet anledning til en masse begejstrede samtaler, når jeg fra tid til anden har stukket hovedet ind i studiet.
Men mit gensyn med Claus har givet mig meget mere end bare hyggesnak. Jeg har haft fornøjelsen af at følge med på sidelinjen i forbindelse med nogle af hans seneste værker – både med pensel og spraydåse. Det har været et spændende indblik i et nyt kreativt miljø med kunst og streetart.
Det har blandt andet givet mig endnu mere blod på tanden til at følge min egen vej i fotografiets verden – og ikke mindst modet til at turde satse endnu mere på det. Da jeg i 2023 var usikker på, hvorvidt jeg skulle investere en mindre formue i at få produceret en ny udstilling, vendte jeg mine bekymringer med Claus. Han svarede kort og køligt:
“Tja… det er en del af gamet, du ved!”
Dette tog jeg ikke blot som en anerkendelse af mine bekymringer, men som en opfordring til at være modig. Og når det kommer fra en mand, der selv har turdet satse alt på sin kunst, var de ord tungen på vægtskålen, der (heldigvis) fik mig overbevist om at tage springet.
Men vigtigst af alt har det givet mig en ny (gammel) ven. Uanset om det er med kameraet i hånden, en lille snak på gaden eller bare et kort nik til hinanden, når jeg er på vej til min næste opgave ude i byen, er hans venskab en af de mange små ting der gør hverdagen lidt mere farverig.
Tak for det, Claus!
Hvis du vil se, hvad Claus går og laver til dagligt, så kig forbi: https://www.instagram.com/burnon/
Eller tjek et af hans seneste vægmalerier, som jeg efterfølgende fik æren af, at forevige for Enjoy Nordjylland her.
P.S.
I 2023 endte Claus med at være en af de mest fotograferede mennesker foran mit kamera – næst efter min familie, selvfølgelig. Men det er en helt anden historie til en helt anden blogpost!
Stay tuned!
