Glæden ved billedet
Hvad kan et lille, billigt, pingel-pangel plastikbørnekamera, som mit kamera ikke kan? Og hvorfor er det værd at skrive om, når der er så meget andet udstyr derude, man kunne anmelde eller give sit besyv på?
Det første “rigtige” kamera
Da min søn fyldte tre år, fik han i gave sit første “rigtige” kamera – i den forstand, at det ikke var lavet af træ og rent faktisk kunne tage billeder. Når det er sagt, har gåseøjnene stadig sin berettigelse, for selvom det på kassen hævder at have over 40 MP – hvilket var væsentligt højere end nogle af mine egne kameraer på daværende tidspunkt – så er filerne aldrig større end 1 MB. Dette forklarer måske, hvorfor billedkvaliteten får mit billige dashcam fra Thailand til at ligne noget fra et Hasselblad i sammenligning. Derudover går der oftest et sekund eller to fra du trykker på udløseren til, at billedet er taget, og uanset hvor lyst der er, så er de fleste af billederne på nippet til at være langtidseksponeringer. Det er heldigt, at helt små børn jo er kendt for rolige hænder, tålmodighed og evnen til at holde noget som helst stille i mere end et splitsekund!
Men hvad det ikke har i billedkvalitet, har det i features. Udover at man kan spille spil på det, kan det også printe billeder direkte fra kameraet. Printene er dog på termisk papir, hvorfor de desværre minder mere om en pixeleret kassebon fra Netto end et Instax-kamera.
Men det er alt sammen helt okay!
For kameraet gør det, et kamera skal kunne – tage billeder! Og ikke nok med det, så formår det at gøre det, som kun de bedste kameraer gør – inspirere én til at tage endnu flere billeder!
Min søn har en fin forståelse for, hvad et kamera er, og hvad det kan. Han har trods alt set sin far med et i hånden lige fra, han åbnede øjnene allerførste gang. Ligesom de fleste børn vil han også meget gerne prøve at tage billeder med mit, når han får muligheden for det. Men det var først, da han fik sit eget kamera, at han så ud til at have det sjovt med det.
Men hvad er forskellen?
Udover at hans far ikke løber febrilsk efter ham i frygt for, at han når som helst kan tabe over 20.000 kr. udstyr på jorden, er det hele oplevelsen og glæden ved fotografiet. Han ser et motiv, han tager billedet, og billedet bliver printet direkte ud til ham! Det er noget håndgribeligt og konkret.
Billedet lever i den virkelige verden!
Og dem, som han fotograferer, er mindst lige så interesserede i at se resultatet. Og hvad der er endnu bedre, er, at man kan give det som en lille gave efterfølgende. Pludselig er det mere end et billede. Det er noget, der forbinder én til andre mennesker.
For min søn er dette, ligesom de fleste ting i tilværelsen, en ny og spændende oplevelse.
For mig er det noget, jeg har prøvet mange gange, men som jeg nogle gange kan glemme, hvis jeg ikke har lavet et fotoalbum, en udstilling eller andre former for print i et stykke tid. Det er hele det sociale aspekt ved fotografering, som aldrig kan gengives, hvis man udelukkende lader sin fotografering forblive digital. Jeg må derfor også indrømme, at jeg selv var oprigtigt begejstret for at lege med kameraet!
Selvom printene falmer lige så hurtigt som en kassebon, har det været en påmindelse om, hvad fotografiet kan. Det er (endnu) ikke stor fotokunst, min søn får lavet, men det er leg med en helt ny udtryksform. Og ligesom med det talte sprog kan man ikke forvente Shakespeare fra munden af en treårig – men af og til kommer der nogle mindeværdige guldkorn. Og så er det også sjovt at se små bidder af verden ud fra hans perspektiv, uanset hvor mange eller få overvejelser der er gået forud for billedet.
P.S.
Og så er det altså noget helt særligt at blive fotograferet af vores treårige søn det selvsamme sted, hvor vi gik en tur sammen for allerførste gang for otte år siden. Dette var sjovt nok også en tur med henblik på fotografering. Der kom dog meget mere ud af den tur end bare billeder, og nu bliver vores kærlighed til hinanden dokumenteret af et lille menneske som er et direkte resultat af selvsamme kærlighed!
Det er lidt vildt, hvis du spørger mig!
