Bag om billedet - “Et blik over fjorden”

“Et blik over fjorden”
- Fjordbyen, Aalborg 15/9 2017
Canon 5D IV - 50mm F/1.2 L
ISO 100, F/2.2, 1/250sek

Historien bag Billedet

Af alle billederne i min “Et Glimt af Aalborg” udstilling vækker dette de stærkeste følelser i mig. En blikstille og varm septemberaften med min kæreste i den ene hånd og kameraet i den anden. Moder natur velsignede os med den flotteste farvepalette og satte et smukt punktum for den dejligste sommer i mit liv, og det første halve år i vores forhold, hvor jeg dagligt svævede på skyer, der var mere lyserøde end dem på billedet.

Livet er smukt, men skrøbeligt. Små flygtige øjeblikke som disse skal nydes fuldt ud, for man ved aldrig, hvad fremtiden bringer. Den følgende dag blev hele verden vendt på hovedet, da min kæreste pludselig blev ramt af akut og alvorlig sygdom… og havde det ikke været for Aalborg Sygehus lynhurtige respons og profesionelle indsats, så havde denne solnedgang været hendes sidste!

Tanken om, hvor tæt jeg var på at miste mit livs store kærlighed, giver stadig et stik i hjertet. Men når jeg ser dette billede, bliver jeg først og fremmest ramt af en dybfølt taknemmelighed. En taknemmelighed over alt, hvad jeg er blevet givet, og alt hvad jeg har den dag i dag.

Vi har heldigvis set utallige solnedgange sammen siden, og vi har stadig endnu flere i vente. Vi har set verden sammen, sagt ja til hinanden og stiftet en familie. Selvom der sjældent er tid til lange romantiske gåture, når familielivet skal passes, så er hverdagen fyldt med små øjeblikke, der får denne solnedgang til at blegne i sammenligning!

Livet er smukt og skrøbeligt - og jeg er taknemmelig for hvert et øjeblik!

P.S.

Billedet hænger nu permanent på Aalborg Sygehus sammen med resten af udstilling, som jeg donerede i 2023 - til glæde for ansatte, patienter og pårørende! At kunne give lidt af Aalborgs stemning tilbage til Aalborg Sygehus er min beskedne måde at sige tak på - Selvom tak blot er et fattigt ord, og jeg aldrig ville kunne give, sige eller gøre noget, der kan gengælde, hvad Aalborg Sygehus har gjort for mig og min familie.

Tak!

Forrige
Forrige

Bag om billedet - “Mælkebøttebarn”

Næste
Næste

Bag om billedet - “Fri’eren”