Bag om billedet - “Mælkebøttebarn”

“Mælkebøttebarn”
- Fjordbyen, Aalborg 10/5 2022
Fujifilm X-T4 - 35mm F/2 WR
ISO 160, F/4, 1/160sek

Mælkebøtten er en mærkværdig blomst, og selvom den er hadet af mange haveejere og går under betegnelsen “ukrudt”, så er det en af mine favoritblomster. Dens evne til at vokse og blomstre op igennem asfalt og andre omgivelser, der burde være uoverkommelig for den bitte plante, er inspirerende. Derfor er jeg også helt vild med begrebet “mælkebøttebarn” - en reference til de børn der trods vanskelige vilkår vokser op, bryder med den sociale arv og hvad der ellers burde være uoverkommelige odds og ender med at klare sig godt.

Historien bag billedet

På en gåtur i Fjordbyen faldt jeg over dette motiv - en stor bunke af kæder, der havde ligget der et stykke tid, med beplantning der begyndte at vokse omkring og i den. Selvom mælkebøtten uden tvivl har haft det legende  let med at bryde igennem hullerne i kæderne, så var symbolikken i motivet slående.

Dette billede er en hyldest og en high five til alle de mælkebøttebørn, jeg har mødt igennem min opvækst. Dem der brød igennem og klarede sig godt - og alle dem der stadig kæmper.

Jeg er stolte af jer!

Billedet var en del af min anden udstilling fra 2023 “Et Glimt af Aalborg” og blev efterfølgende doneret til Aalborg Universitetshospital.

Forrige
Forrige

Syv år med Liv i billedet

Næste
Næste

Bag om billedet - “Et blik over fjorden”