Syv år med Liv i billedet

Siden jeg tog kameraet i hånden i 2006, har der været mange skelsættende begivenheder, der har formet mig som fotograf. Rejser, bedre udstyr, nye teknikker, personlige og professionelle udfordringer og ikke mindst et utal af små “aha-oplevelser”. Men intet har rykket mig så meget, som da jeg i 2017 mødte en pige, der forandrede mit liv for evigt - inklusiv min fotografering! En pige jeg i dag med stolthed i stemmen kan kalde min hustru og mor til vores børn.

Og hvad er det, hun helt præcis har gjort?

Rent lavpraktisk så har vi lige siden starten af vores forhold været glade for gåture sammen. I skoven, i byen, i bjergene, i ørkenen, ja, hvor end dagen og vejen har ført os. Og det passede med, at starten af vores forhold var der, at jeg gradvist begyndte at medbringe mit kamera for at fange “stemningsbilleder” fra hverdagen. En tendens der tog endnu mere fart efter, vi fandt sammen.

For dem, der ikke selv fotograferer, kan det være det mest røvsyge og irriterende at gå sammen med en der

“lige skal have et billede… og lige et til! Nej, vent… skal lige hurtigt prøve den her vinkel!… har du noget imod lige at vente 5 minutter mere? Jeg tror lyset bliver vildt godt lige om lidt!!!”

Men ikke hende her! Hun har ikke bare haft en engels tålmodighed, men oven i købet opmuntret mig til at tage billederne! Selv når hun har kunnet mærke på mig, at jeg selv har været tøvende!

*“Det er nu, du har muligheden for at tage billedet!”* - En sætning der blev sagt lige inden, dette billede blev taget. Jeg havde egentlig travlt med, at vi skulle videre til vores næste destination, men i dag er jeg glad for, at hun fik mig på andre tanker!

Selv når jeg har været ramt af GAS (Gear Acquisition Syndrome), hvilket er en farlig tilstand, hvor man nemt kan komme til at smide et fire- til femcifret beløb efter noget udstyr, man bare MÅ eje, har hun bakket mig op! Dette er i mine øjne en enorm tillidserklæring til min dømmekraft - hvad enten det handler om 28.000kr til et kamera eller 45.000kr til en fotoudstilling. Hvis jeg tror på det kan svare sig, så gør hun også!

Og apropos det at tage chancer. Frygten for at fejle er heller aldrig uoverkommelig, når jeg ved, at hun står bag mig lige meget hvad, hvilket har givet mig modet til at tage de nødvendige kreative og professionelle chancer, der har gjort, at jeg er, hvor jeg er den dag i dag.

Kort sagt, så har hun stået bag mig i tykt og tyndt, og bogstaveligt talt stået ved min side, imens jeg har taget mange af mine absolutte favoritbilleder. Af og til har hun endda været foran kameraet på vores mange små hverdagseventyr.

Så i anledning af syv år med mit livs store kærlighed - min muse om man vil - er her syv af mine favoritbilleder med hende.

Fun fact: hun HADER egentlig at blive fotograferet. Så jeg tager det som endnu en stor kærlighedserklæring, at jeg har fået lov til at fotografere hende i det omfang, jeg har gjort.